/ SAMARBEJDSPARTNERE

Samarbejdspartnere

Flying Superkids

Livol er stolte over at arbejde sammen med Flying Superkids. Flying Superkids er en familiedrevet virksomhed, og startede som et ganske almindeligt gymnastikhold, men har i årenes løb udviklet sig til et internationalt anerkendt showensemble. De flyvende børn er blevet et dansk “eksport-hit”, og de bliver i udlandet kaldt ”verdens bedste børneshowgruppe”. “Superbørnene” har besøgt over 35 lande og ses årligt af mere end 100.000 mennesker live og mange millioner tv-seere i ind- og udland.

Besøg Flying Superkids her.

Mød familien bag Flying Superkids:

Lars er 35 år og bor i Aarhus V med sin kæreste fra København. Sammen med sin mor Lone og lillebror Svend leder han Flying Superkids. Hele familien bor sammen på den ombyggede familiegård i Aarhus V, som også udgør rammen for Flying Superkids og gymnastikforeningen Gymnastikgården med 400 gymnaster. Det var oprindeligt Lars’ far, Uwe Godbersen, der grundlagde Flying Superkids tilbage i 1967. Og selvom virksomheden er blevet moderniseret, siden faren gik på pension i 2007, er det stadig grundprincippet om, at man skal turde stille krav til hinanden og børnene, der gør sig gældende, hvilket ifølge Lars er en af årsagerne til deres succes.

Da Lars er 5 år gammel, flytter han med sine forældre ind på gården i Aarhus V. Hans far, Uwe Godbersen, har en mission. Som uddannet ingeniør og gymnast vil han skabe sit eget gymnastikcenter. Her skal børn undervises i gymnastik, der skal stilles krav til de unge mennesker, og de bedste skal ud i verden og optræde. Flying Superkids blev en realitet og succes, og føres i dag videre af Lars og hans mor og lillebror.

Lars ser det som en stor fordel at arbejde tæt sammen med sin familie. Han mener, at det er sundt udgangspunkt, og føler at de sammen er med til at udvikle hinanden. En af grundende til, at samarbejdet lykkes, er, at de alle siger, hvad de tænker.
Da Lars’ far gik på pension, havde han og Lars mange kraftfulde diskussioner om, hvilken retning familiens livsværk skulle fortsætte i, men som han selv siger, så har de aldrig haft et personligt skænderi. De har råbt af hinanden, men det har altid handlet om deres fælles passion, gymnastikcenteret og Flying Superkids, og det er essentielt for en familie at turde tage konflikterne, frem for at gemme følelserne væk, mener han. Han ser ofte, hvordan familier distancerer sig fra hinanden, måske fordi de ikke tør sige sandheden, hvilket er en skam. Ønsker man et tæt fællesskab, bliver man nødt til at være utrolig ærlig overfor hinanden. At turde tage konflikten for at kunne lykkes sammen. Og så stiller familien krav til hinanden og til børnene, der kommer for at blive undervist.
Selvom nogle af børnene skal vænne sig til det, er der ingen tvivl om, at det virker. Har man set Flying Superkids, ved man, at grundessensen er glade og yderst talentfulde børn, der præsterer max i en afslappet og humoristisk atmosfære. Selv beskriver Lars ånden i Flying Superkids som en naturlig forlængelse af sin familie. Et fællesskab karakteriseret af en god bunke ærlighed og seriøsitet blandet med hjerteblod.

Besøg Flying Superkids her: